skriv.net

Fra form til indhold – en litterær tendens?

AF: HENRIK NILSSON, cand. mag. i Dansk

20 års tid efter amerikansk litteraturs postmoderne formbevidsthed forekommer litteraturen, ikke mindst den amerikanske, mere virkelig end meget længe. I mit speciale fremhævede jeg betoningen af form fremfor indhold i et par af de mest berømte postmoderne romaner fra USA. I modsætning hertil ses en tendens til, at litteraturen i dag i høj grad formidler et indhold, oftest inspireret af den skinbarlige virkelighed. Og ofte af en konkret begivenhed. 

Det er længe siden, verden har set så banebrydende og forargende en roman som Bret Easton Ellis’ American Psycho, der kom på dansk i 1991. Det vil de fleste med lidt  indsigt i litteraturen sikkert være enige i. Og flere med dem, for American Psycho er en af den slags romaner, der også har nået folk, der ikke har læst den. Som har hørt om den eller set filmen. I bogstaveligste forstand en berygtet roman. Ved nærmere bekendtskab er det mest interessante ved romanen imidlertid ikke så meget dens mange berygtede hyperdetaljerede sex- og voldsorgier, som det er dens gennemgående henvisninger til verdens – og dermed både romanens og subjektets – tekstlighed. Det er med andre ord en roman, der på mange måder er meget mere form end indhold. Og altså en roman der, afhængig af hvordan man vælger at læse den, ikke nødvendigvis er så forargende, som først antaget.

Jeg kan også sige det på en anden måde: Læser man American Psycho med et vågent øje for  andet end dens notoriske, umiddelbare indhold, er der gode chancer for, at dens mange afskrækkende og ubehagelige passager skubbes i baggrunden til fordel for et øget fokus på romanens generelle bevidsthed om form og forsøg på – i rette postmoderne ånd - at finde en mening bag ordene, under overfladen. En overflade, der er yderst bogstavelig og karakteristisk i American Psycho. American Psycho tager med andre ord det postmoderne projekt på ordet: alt er overflade, alt er form. Indhold, mening og substans er en illusion. Her er ingen kerne og ingen nøgle til forståelse, som den gode (!) hovedperson Patrick Bateman udtrykker det et sted i romanen: ”...som om hun søger efter en rationel analyse af hvem jeg er, hvilket, naturligvis, er umuligt: der... findes... ingen... nøgle.”

Romanen udstiller i høj grad den overfladiske og indholdsløse yuppie- og forbrugskultur, 1980’erne er så notoriske for, og udtrykker i udpræget grad dette gennem den konstante brug af menneskets form – kroppen – og endnu mere form: det tøj, mennesket indhyller kroppen i, altså endnu en form uden på formen. Og mere endnu: navnene på disse former, tøjmærkerne, der fungerer som det yderste formlag, formernes formers form. De mange referencer til barer og restauranter gennem romanen har præcis samme form-funktion. Det er i denne forstand, hovedpersonen Patrick Batemans perverse tilbøjeligheder skal ses: en evig jagt på at trænge ind under overfladen, på indhold.
   
Det er noget lidt andet og alligevel det samme med Paul Austers berømte New York Trilogien fra 1986. De tre historier i denne trilogi peger ikke i samme grad ud på noget i samfundet, sådan som det er tilfældet med American Psycho, men har i stedet det til fælles med denne, at der også her er et udpræget fokus på form, på referencer, frem for egentligt indhold. Titlen Ghosts, den ene af trilogiens historier, siger det hele: Noget der er der, men alligevel ikke er der, noget der simulerer virkeligheden, eksisterer som et ekko af den, som en parallel til den. Historien, der på dansk hedder Genfærd, bevæger sig hele tiden og på mange måder i en slags tomrum uden egentligt indhold. En historie der ikke er der, skabt ud af ingenting, hvilende på velkendte referencer og en litterær arv, der muliggør dette spøgelsesagtige, narrative forløb: Også her ses altså en formmæssig slagside, en ubalance mellem form og indhold. Alt er form, groft sagt. Det narrative forløb i Genfærd etableres ud fra genkendelige mønstre fra detektivgenren, med overvågningen og dens mystiske motiver som det centrale. Men lige så genkendelige disse mønstre er, lige så tomme er de. Og det er i denne forstand, historien er meget form og meget lidt indhold. Man kan også sige, at forløbet hviler på et kunstigt, et spøgelsesagtigt fundament, på et set-up, der er frembragt ud af ingenting.

Virkeligheden vender tilbage

Det forekommer mig, at de seneste års amerikanske litteratur rummer en langt højere grad af virkelighedsopfattelse, en slags realistisk eller sociologisk vending. Hvor American Psycho og New York Trilogien i høj grad var form, er denne nyere litteratur i højere grad indhold. Det virker som om, der nu i langt højere grad er historier, der må og skal fortælles, som om der er en ny trang og nødvendighed hos en lang række forfattere. En trang til at fortælle ’rigtige’ historier, at skrive indholdsrige romaner. Modsat postmodernismens litteratur for litteraturens skyld er der i disse år en tendens til, at romanerne rent faktisk handler om noget. Nuvel, det er da i høj grad på sin plads at argumentere for, at American Psycho handler om noget, at den formidler et indhold, endda et indhold udspringende af en konkret og på sin tid genkendelig, fysisk omverden. Men i forhold til en stor del af dette årtusindes (amerikanske) romaner skiller den – og altså mange andre med den - sig alligevel markant ud ved i så høj grad at referere til form.

Det ville være nærliggende at antage, at denne nye tendens i især den amerikanske litteratur er ’produktet’ af en ny forfattergeneration. Men selv om en af de mest bemærkelsesværdige stemmer i denne sammenhæng er den kun 30-årige Jonathan Safran Foer – senest kendt for 9/11-romanen Extremely Loud and Incredibly Close (2005) – er det faktisk i mindst lige så høj grad Austers og Ellis’ generation og de endnu ældre forfattere, der har gjort sig bemærket med litteratur af denne slags inden for de sidste 3-4 år, hvilket jeg vil komme nærmere ind på nedenfor.

Først er det værd at dvæle ved, at Jonathan Safran Foers roman ovenfor blev omtalt som en ’9/11-roman’. Dette er en vigtig pointe: angrebet på New Yorks World Trade Center den 11. september 2001 kan nemlig også her ses som en afgørende begivenhed, en streg i sandet mellem ’før’ og ’nu’. Det er denne historiske begivenhed, der også i litteraturen markerer et skel og en overgang. En begivenhed, der kan siges at have bragt stof til nyt indhold i litteraturen. Ikke altid og nødvendigvis direkte, men som minimum indirekte. I dette lys kan vi passende kalde denne litteratur for ’post-9/11-litteratur’.

At denne litteratur ikke altid indholdsmæssigt er direkte forbundet til 9/11-angrebet, er den seneste roman af en af de ældre amerikanske forfattere, Cormac McCarthy, et eksempel på. Hans roman The Road (på dansk Vejen) fra 2006 er en dyster og postapokalyptisk historie om en mand og dennes (formodet) 5-6-årige søn på vandring gennem USA efter en aldrig artikuleret katastrofe. Hvad der er sket, får vi aldrig at vide, men sikkert er det, at det er noget uopretteligt. Verden, nærmere bestemt hele det amerikanske kontinent, er ødelagt, afbrændt, forvitret og ikke mindst næsten mennesketom. Tilbage er et hus hist og her, enkelte træer, resterne af en asfalteret vej og nogle få mennesker, der har overlevet katastrofen. Tidligere ville man nok have været mere tilbøjelig til at slå romanen hen som overdreven, dystopisk fremtidsvision, som science fiction, men denne trang er måske knapt så udtalt, nu hvor virkeligheden i så voldsom grad trænger sig på. Skal vi snarere læse romanen som en allegori over den vej, verden synes at befinde sig på efter 9/11? Vejen ind i en ikke så fjern fremtid?

Virkeligheden trænger sig mere direkte på hos bl.a. Jay McInerney (The Good Life, 2006), Jonathan Safran Foer (Extremely Loud and Incredibly Close, 2005) og sågar i Paul Austers 2005-roman Brooklyn Follies. Fælles for dem er, at de beskriver livet hos fiktive personer, der lige så godt kunne have været virkelige, i tiden enten før eller efter angrebet på World Trade Center. Men det er ikke kun amerikanerne, der er ramt af denne virkelighed. Også englænderne Ian McEwan (Saturday, 2005) og Chris Cleave (Incendiary, 2005) har i de seneste år udgivet romaner, der er direkte inspireret af om ikke selve 9/11, så i hvert fald det terrorfyldte verdensbillede, der er fulgt i kølvandet. Og der er flere. Tendensen synes at være, at 9/11-angrebet rummer en virkelighedsbaseret inspiration af sjælden karakter. En virkelig, historisk begivenhed, ja en milepæl i verdenshistorien, så surrealistisk, frygtindgydende og af næsten litterære, fiktive dimensioner, at der må skrives om den og dens konsekvenser. Som det flere gange blev sagt i tiden umiddelbart efter 9/11: World Trade-angrebet var så spektakulært og grotesk, at det overgik fiktionen. Og hvad kan så være mere oplagt end at skrive om det, at fiktionalisere det?

Det er sådan, vi bringes tilbage til udgangspunktet. For min pointe er, at denne terrorlitteratur er symptomet, den mest ekstreme og tydelige variant, på den store forskel på dengang og nu. Før og efter. Den nye litteratur (dvs. den fra dette årtusinde) er så godt som renset for formeksperimenter af den slags, der kendetegnede den postmoderne litteratur, eksemplificeret ovenfor ved de nævnte romaner af Paul Auster og Bret Easton Ellis. Og selv om tingene aldrig er enten sorte eller hvide, er denne tendes bestemt værd at hæfte sig ved. For ikke nok med at formeksperimenterne og fokus på tegnenes tomhed er så godt som ikke-eksisterende i vor tids litteratur – det indholdsmæssige fokus, der er trådt i stedet, har i denne post 9/11-litteratur nu også sit udspring i en konkret, virkelig begivenhed og omstændighed; den virkelighed bag ordene og formerne, der blev sået tvivl om og eksperimenteret med i den postmoderne litteratur, er nu selve kimen til historien, det tilgrundliggende vilkår for, at denne litteratur er blevet skrevet og eksisterer.

- HN